INDIVIDUEL ÅNDEDRÆTSTERAPI
Åndedrættet er langt mere end blot en automatisk funktion. Det er tæt forbundet med nervesystemet og spiller en afgørende rolle for både fysisk, psykisk og mental balance. Når åndedrættet bliver overfladisk, uregelmæssigt eller spændt – hvilket mange oplever i en travl eller stresset hverdag – kan det påvirke hele kroppens trivsel.
Gennem individuel åndedrætsterapi skabes et roligt og trygt rum, hvor kroppen får mulighed for at give slip og vende tilbage til sin naturlige rytme.
Er det noget for dig?
Behandlingen kan være hjælpsom, uanset om der er en diagnose bag dine udfordringer eller ej. Det kan fx være ved:
- Åndenød i hvile, ved gang eller trappegang
- Smerter, spændinger eller søvnproblemer
- Astma, angst, indre uro eller stress
- Mundånding og hurtig, overfladisk vejrtrækning
- Oplevelsen af “at være fanget i toppen” af åndedrættet
Mange oplever, at kroppen trækker vejret for hurtigt eller overfladisk, ofte gennem munden. Dette kan føre til en ubalance i iltoptagelsen, og nervesystemet kommer i alarmberedskab. Det kan vise sig som træthed, smerter, hovedpine, nedsat energi, uro eller tankemylder – og det påvirker både kroppen, psyken og evnen til at være til stede.
En kropslig og helhedsorienteret tilgang
I behandlingen arbejdes med at støtte det parasympatiske nervesystem – den del af nervesystemet, der skaber ro, hvile og heling. Behandlingen kombinerer mobiliserende øvelser, blide stræk og manuel vævsløsning omkring brystkasse, mave, ryg og bækken. Det giver kroppen bedre forudsætninger for at slippe spændinger og for at åndedrættet kan bevæge sig frit.
Det naturlige åndedræt skaber en slags indre, tredimensionel massage – hvor organer, væv og nervesystem stimuleres og understøttes. Et frit og funktionelt åndedræt er derfor ikke kun en vej til ro, men også til bedre fordøjelse, søvn, smertelindring og kontakt til kroppen.
Individuel tilpasning og hjemmeøvelser
Behandlingen tager udgangspunkt i en åndedrætsanalyse og tilpasses ud fra dine behov og oplevelser. Gennem forløbet gives blide hjemmeøvelser og strategier, som er enkle at integrere i hverdagen og understøtter forandringen mellem behandlingerne. Målet er ikke at kontrollere åndedrættet, men at skabe de rette betingelser for, at det kan finde tilbage til sin egen rytme.
For mange bliver åndedrætsterapi også en vej til øget nærvær, intuition og evnen til at slippe gamle mønstre – både fysisk og mentalt.